Koldbejdsning

I disse første dage i januar har jeg fokus på bl.a. forberedelser til Strikkefestival i Brande d. 5. februar 2023. Der skal tjekkes op på farver på lageret og forhåbentligt kommer der snart en leveringsdato fra Hjelholt også, så jeg kan få ro i sjælen og set på de nye partier Hedeuld i naturfarverne råhvid, lys grå og mellemgrå.

Imens jeg venter, koldbejdser jeg garn med alun i badekarret – det virker som det optimale sted, så jeg husker at dyppe det godt igennem af og til, og planlægger rækkefølgen for de kommende farvninger. Jeg skal have fat i indigoen, så vi kan få den fineste dybe mørkeblå igen samt cochenillen, til de der hungrer efter de lilla toner.

Jeg koldbejdser ofte, da det er mindst opmærksomhedskrævende imens processen står på, forberedelserne er ellers de samme; fedene løsnes og der sættes yderligere fedbånd på – mens garnet udblødes, opløses alun i vandet og herefter ligger fedene i bejdsevandet i ca 3 døgn. Det passer ofte med, at jeg samme dag kan udbløde plantematerialer, koge farvesuppen på andendagen og lade den trække et døgn, før den sies og jeg kan farve med det bejdsede garn.

Er man på forkant, kan garnet bejdses og tørres, så man altid kan farve når trangen kommer over en. Husk at opmærke garnet med bejdsemateriale og procent, det er svært at huske i længden.

Januar måned kommer generelt til at foregå i damp og røg, for vi har været så heldige, også at få en standplads på Fiberfolk i Vejle d. 18. marts 2023 – her bliver der mulighed for at købe råuld til ten og rok, hvis nogle ikke kan stå for sådan noget.

Brænder du får at komme ud i naturen lige nu, så kan du sanke fx. gyvel og lyng, som giver gule nuancer på hvidt garn og grønne på gråt.